Person Record

Images

1 of 1977 Sørensen, S. P. L.

View Image Metadata

Metadata

Navn

Sørensen, S. P. L.

Biografitype

Dr. Techn.

Født

9/1 1868

Død

12/2 1939

Biografi

S.P.L., som han altid blev kaldt, både som barn og som kemiker, kom fra en landsmandsfamilie og var meget knyttet til sin hjemegn. Hans store evner fik hans lærere til at skubbe ham videre i uddannelsessystemet, så da hans blev student med de bedste karakterer, blev han sendt til København for at studere medicin. Han blev imidlertidig så fænget af kemien ved den medicinske forberedelseseksamen, at han skiftede studie til kemi. Allerede året efter begyndte han at arbejde på den første af flere prisopgaver i kemi "Der gives en fremstilling af Radikalbegrebets historiske Udvikling og betydning for den theoretiske Kemi". Han indleverede sin besvarelse på 265 sider og fik i 1889 en guldmedalje.
1891 tog han magisterkonferens i kemi og fik straks arbejde på Den polytekniske læreanstalts kemiske laboratorium, hvis chef S. M. Jørgensen fik stor betydning for ham. 1.9.1892 blev S.P.L. ansat som assistent ved Jørgensens laboratorium. Her blev han beskæftiget med undervisning i analyse for de bifagsstuderende og senere med kemiingeniørernes undervisning i præparation. Hans forskning faldt her i 1890'erne klart inden for den uorganiske kemi hvor han hentede sine emner inden for præparation, analyse og complex-kemi. I en artikelserie 1893–96 (Kritische Präparatenstudien) på fire numre beskæftigede han sig med nikkel- og cobaltforbindelser, med ammoniumnitrit og med strontiumforbindelser (resultatet af prisopgave nr. to). Dernæst beskæftigede han sig med natriumoxalat som urtitersubstans, og dette emne genoptog han flere år derefter. Og med disputatsen 1899 Studier over Koboltidoxalater viste han tydeligt at han var elev af S. M. Jørgensen. Som værnepligtig mariner kom han 1892 til på søminekorpsets laboratorium at arbejde under løjtnant, senere departementschef i marineministeriet J. F. Saxild, og kom i 1896 til at arbejde som militærkemisk konsulent for orlogsværftet og som lærer ved officersskolen. I tilknytning hertil skrev han en lærebog om sprængstofferne (1900). Da han nytår 1901 forlod sin hidtidige stilling måtte han opgive tilknytningen til marinen. Senere fik han dog påny tilknytning til sprængstoffer og til forsvaret. 1917 blev han justitsministeriets tilsynsførende med sprængstoffabrikken i Jyderup, og 1923 blev han formand for den kommission der blev nedsat i anledning af tågebombeulykken på krigsskibet Gejser. Han kom også i samarbejde med hærens gaskommission ang. gasmasker, specielt gasmaskekul. 1934 blev han formand for Dansk luftværnsforenings landsstyrelse og landsråd, og luftværnssagen var nok den der ved siden af kemien optog ham mest i hans sidste leveår.

1900 døde den internationalt kendte forstander for Carlsberg laboratoriets kemiske afdeling, Johan Kjeldahl. Laboratoriets bestyrelse, hvis formand var S. M. Jørgensen, besluttede da at opfordre S.P.L. til at søge den ledige forstanderstilling. Det var med nogen tøven at han modtog opfordringen; en accept måtte medføre at hans forskning måtte lægges helt om, og samtidig måtte han opgive at undervise studerende; dertil kom en indtægtsnedgang idet han måtte opgive sin konsulentstilling ved orlogsværftet. – S.P.L. tiltrådte dog som laboratorieforstander nytår 1901. 1907 blev han udnævnt til titulær professor på Carlsberg laboratoriet. I Carlsbergfondets statutter står der, at laboratorieforstanderne skal "ved Studier og Arbejder i Laboratoriet uddanne sig i de særlige Retninger af Videnskaben, som har Betydning for Ølbrygning", og han valgte som sit nye arbejdsområde proteinerne (æggehvidestofferne), hvoraf nogle forefindes i den til ølbrygningen nødvendige byg. Proteinerne var dengang et ret så uudforsket område; men den tyske nobelpristager Emil Fischer (1852–1919) havde nylig vist, at proteinerre var kæmpemolekyler der ved omsætning med vand (hydrolyse) under passende forhold kunne nedbrydes til en blanding af forskellige aminosyrer, dvs. nitrogenholdige organiske stoffer med både base- og syrekarakter. S.P.L. indledte sin nye forskning med syntese af en række aminosyrer, og han gik derpå over til at studere de processer ved hvilke proteiner nedbrydes til aminosyrer. Derefter fulgte undersøgelser af en række typiske proteiners egenskaber, og videre beskæftigede han sig med spørgsmålet om proteinmolekylers opbygning. Allerede 1902 kom hans første afhandling i en række kaldet Studier oxer Aminosyrernes Syntese; den tiende og sidste i denne række kom 1915. I forbindelse hermed foretog han bestemmelser af nitrogen efter Kjeldahls metode. Visse vanskeligheder med metoden foranledigede et par afhandlinger om denne. Hydrolysen af proteiner til aminosyrer katalyseres af de såkaldte enzymer, og yderligere spiller brintionkoncentrationen (hydrogenion-koncentrationen) og temperaturen en afgørende rolle. I Enzymstudier, 1907, beskriver han en analysemetode som han kaldte formoltitrering der tillader bestemmelsen af de ved hydrolysen dannede aminosyrer: Hvis der til en aminosyre sættes formol (dvs. methanal), beslaglægges basegruppen, og indholdet af syre kan direkte titreres. Han undersøgte et antal aminosyrer og hydrolysen af nogle proteiner. – I Enzymstudier II, 1909, beskæftigede han sig med betydningen af brintionkoncentrationen ved enzymatiske processer og med målemetoder til bestemmelse af brintionkoncentrationen. Han indførte som den første begrebet pH (skrives nu pH), og det er især dette begreb, og hvad dertil hører, der har gjort hans navn verdenskendt. I denne afhandling angiver han ogsa et antal recepter på såkaldte stødpudeopløsninger (dvs. opløsninger, hvis pH holder sig rimeligt konstant, selv om der foregår en proces i oplosningen). Kemikere har siden hen brugt hans stødpuder, og de nødvendige kemikalier blev ofte solgt med betegnelsen "efter Sørensen" på etiketten. – 1907–34 udsendte han til dels hjulpet af medarbejdere ca. 20 afhandlinger om enzymer, formoltitreringer og pH-bestemmelser.

For S.P.L. var hans formoltitrering og hans pH-arbejder midler og ikke mål; hans mål var studiet af selve proteinerne, og det blev især æg-albuminet som han studerede; men også mere generelle ting som fx proteinernes koagulation interesserede ham meget. Det lykkedes også for ham at bestemme molekylvægten af æg-albumin (= ca. 34000), hvilket betyder, at dette molekyles masse er næsten 2000 gange så stor som vandmolekylets masse. Også proteinernes konstitution søgte han at løse (1930). Afhandlingerne om proteinerne (ialt ca. 25) fremkom fra 1911–39, idet der bl.a. kom en artikelserie Proteinstudier på 11 numre. Mange af disse og tidligere afhandlinger er han eneforfatter af; men på mange er anført medarbejderes navne; af disse skal især fremhæves H. Jessen-Hansen, A. C. Andersen, S. Palitzsch, Margrethe Høyrup, gift Sørensen, J. A. Christiansen,K. Linderstrøm-Lang og H. Holter. Med denne store forskningsaktivitet, parret med stor gæstfrihed, er det forståeligt, at Carlsberg laboratoriet blev besøgt af talrige udenlandske videnskabsmænd. S.P.L. var ivrig deltager i de internationale kongresser for ren og anvendt kemi, i de skandinaviske naturforskermøder og i de nordiske kemikermøder. Han var formand i den danske bestyrelse for naturforskermøderne fra 1915 til sin død og for de nordiske kemikermøder fra 1920, da de begyndte, til 1938. Han var altid interesseret i videnskabens anvendelse i det praktiske liv, og han ofrede megen tid på at få videnskabens resultater udnyttet i industrien. Primært betød hans arbejde meget for Carlsberg Bryggerierne og også for andre bryggerier, for Carlsberg laboratoriets resultater stod åbent til rådighed. Han blev i øvrigt 1928 formand for forstanderskabet for Den skandinaviske bryggerhøjskole i København. Han blev 1916 medlem af bestyrelsen for De danske Spritfabrikker (formand 1931), af bestyrelsen for Dansk Gærings-Industri 1918 (formand 1922) og af bestyrelsen for De danske Sprængstoffabrikker 1929. Han modtog talrige æresbevisninger. Han blev medlem af Videnskabernes selskab 1906, formand for selskabets naturvidenskabelige-matematiske klasse 1913 og præsident for selskabet 1938. Han blev dr.med.h.c. ved Lunds univ. 1918, dr.techn.h.c. ved Den polytekniske læreanstalt 1929 og dr.phil.h.c. ved Oslo univ. 1938. Han modtog H. C. Ørsted medaljen 1909 og Scheele medaljen 1930. Han blev medlem af talrige udenlandske videnskabelige selskaber og modtog (foruden danske ordener) talrige udenlandske ordener.

S.P.L. trådte tilbage fra forstanderstillingen (der siden 1926 blev benævnt direktørstilling) jan. 1938 som 70-årig og fik overrakt et festskrift med artikler af 79 inden- og udenlandske kolleger.

Kilde. Dansk Biografisk Leksikon